-
Justin Timberlake optræder i København til august
Source: BDK Borsnyt / 23 Feb 2024 01:09:17 America/New_York
Den amerikanske popstjerne Justin Timberlake kommer til Danmark til august i forbindelse med sin verdensturné "The Forget Tomorrow World Tour". Det oplyser koncertselskabet Live Nation i en pressemeddelelse fredag. Han kommer til at optræde i Royal Arena i København 29. august i år. Justin Timberlake er blandt andet kendt for sine numre "Cry Me a River" og SexyBack". Han slog for alvor igennem i begyndelsen af 2000'erne, hvor han var medlem af boybandet NSYNC. Bandet vandt popularitet i forbindelse med sit hitalbum "No Strings Attached, som udkom i 2000. Særligt sangene "Bye Bye Bye" og "It's Gonna Be Me" toppede hitlisterne. Justin Timberlake gik solo i 2002. Han har i løbet af sin solokarriere solgt over 54 millioner albummer og 63 millioner singler globalt. Yderligere har han solgt 70 millioner albummer som forsanger i NSYNC. 15. marts udkommer hans nyeste album "Everything I Though It Was". Det fremgår af pressemeddelelsen, at Justin Timberlake vil synge både fanfavoritter og sange fra sit kommende album. Det officielle billetsalg for koncerten i København starter 1. marts klokken 10. Der vil være mulighed for at købe presale-billetter 29. februar fra klokken 10 til 17. I januar udgav Justin Timberlake sit første solonummer siden 2018 "Selfish". Sangen er en del af hans kommende album. Popikonet optrådte også i Royal Arena i 2018. Her spillede han to koncerter. Han har desuden optrådt i Parken i København i både 2007 og 2014. Justin Timberlake har tidligere dannet par med popstjernen Britney Spears. I dag er han gift med skuespillerinden Jessica Biel. Parret har to sønner. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/justin-timberlake-optraeder-i-koebenhavn-til-august